Mentoruddannelsen

Brænder du for at hjælpe andre unge? På Mentoruddannelsen kan du lære en masse om pædagogik, psykologi, samfundet og hvordan du sætter dine egne erfaringer i spil på en god måde. Her kan du blive klogere på uddannelsen, som er for unge mellem 18 og 23 år.

Mentoruddannelsen

Vis alle

Hvor og hvornår?

Undervisningen foregår hver tirsdag kl. 16.45-20 på Københavns Professionshøjskole. Derudover har vi en lørdag med undervisning i København og en weekendtur med overnatning i løbet af et modul.

Mentoruddannelsen består af to moduler á 5 måneder, der kan tages i valgfri rækkefølge. Det er derfor muligt at starte op på mentoruddannelsen i både januar/februar og august/september. Den næste opstart er d. 3. september 2024 kl. 16.45, og derefter er næste opstart d. 28. januar 2025.

Hvad er mentoruddannelsen?

Mentoruddannelsen er en uddannelse for dig, der gerne vil lære, hvordan du kan hjælpe andre unge, der er igennem svære tider på den ene eller anden måde. Sandsynligvis har du selv en masse erfaringer med at have haft det svært som ung samtidig med, at du er kommet et stykke videre. De erfaringer du har, kan du bruge til at støtte og hjælpe andre unge.

På uddannelsen lærer du en hel masse om, hvordan du kan bruge din egen livserfaring på en god måde, så den er nyttig for andre og hvor du samtidig passer på dig selv. Du lærer også en hel masse om pædagogik, psykologi og samfund, der gør dig til en stærkere mentor.

Undervisningen består af oplæg af forskellige undervisere, fælles diskussioner, gruppearbejde og praktiske opgaver. Vi besøger også forskellige steder, der arbejder med udsatte unge og du kommer ud i et praktikforløb hvor du - sammen med andre fra holdet – kan prøve dig selv af som frivillig.

Hvad kan jeg forvente af mentoruddannelsen?

På uddannelsen vil du møde andre unge, der brænder for at blive mentorer, og som også har en masse erfaring med at være barn og ung i et liv med bump på vejen. Vi gør en masse for, at det hold du går på, bliver et rart fællesskab at komme i, hvor du både kan komme med dit drive og din energi, men hvor du også kan være åben om de udfordringer du har, og de ting du gerne vil arbejde med.

Vi tror på at alle, der vil arbejde med mennesker, har brug for at lære sig selv godt at kende også, og derfor er det en del af uddannelsen at lave samarbejdsøvelser, lege, og opgaver, hvor du også skal forholde dig til dig selv. Hvor meget man deler og hvordan er selvfølgelig altid op til én selv, men vi har erfaring med, at vi alle kan lære en masse af hinanden, hvis vi tør være åbne.

Vi laver også sociale ting på holdet sammen for at lære hinanden at kende og føle os trygge.

Du får et diplom på, at du har gennemført en uddannelse.

De to moduler

Mentoruddannelsen består af et forårsmodul og et efterårsmodul, der kan tages i vilkårlig rækkefølge. På begge moduler arbejder vi med emner indenfor pædagogik, psykologi og socialt arbejde. Vi veksler imellem at have udefrakommende undervisere, undervisning i gruppen og tage på besøg ud af huset. Som en del af uddannelsen skal du i praktik, hvor du får erfaring med at arbejde med unge. Praktikken foregår Ungdommens Røde Kors og i De Fire årstider. Se et eksempel på en modulplan her og læs mere om praktikken nedenfor.

Praktik

Som en fast del af Mentoruddannelsen indgår der praktik, der ligger udover selve undervisningen. Her kan du bringe din viden ud i verden, hvor du får erfaring med at indtage en mentorrolle og gøre en forskel for børn og unge.

På efterårsmodulet foregår praktikken i Ungdommens Røde Kors, hvor du i samarbejde med deres frivillige laver aktiviteter for børn og unge. Det kan eksempelvis være at planlægge og afholde sociale aktiviteter for børn, der bor på en døgninstitution eller på et krisecenter.

Du kommer ud i praktik sammen med andre fra mentorholdet, hvor du vil blive taget imod af de frivillige fra Ungdommens Røde Kors.

På både forårsmodulet og efterårsmodulet vil nogle fra holdet også få mulighed for at komme i praktik hos De 4 Årstider, der er et rådgivningstilbud for anbragte unge. Her vil praktikken bestå af at være med til at arrangere og afholde weekendture for anbragte unge. Du vil få ansvar for at planlægge konkrete aktiviteter på turen og herudover vil du på turen få træning i at indtræde i en mentorrolle overfor de børn og unge, der er med.

Hvem kan gå på mentoruddannelsen?

Mentoruddannelsen er for unge mellem 18 og 23 år, som har erfaringer fra det sociale system. Det kan for eksempel være, at du har haft en kontaktperson, har boet i plejefamilie eller på institution, har gået i et gruppeforløb eller på en anden måde har været i kontakt med kommunen.

Vi forestiller os også, at du har et ønske eller håb om en forandring i dit eget eller andres liv eller at du drømmer om at arbejde med pædagogik. Du behøver ikke at have bestået nogle andre eksamener for at blive optaget på mentoruddannelsen, men vi forventer, at du vil deltage aktivt og ansvarsfuldt i undervisningen.

Har du tidligere haft svært ved at gå i skole, færdiggøre et uddannelsesforløb eller have et arbejde?

De fleste der går på mentoruddannelsen, har på forskellige måder haft svært ved at tage en uddannelse. Det er meget forskelligt hvorfor, det kan være fordi du oplever angst, når du er sammen med mange mennesker, du kan have udfordringer med at koncentrere dig og sidde stille længe ad gangen. Måske har du haft et forbrug af rusmidler eller dit liv er af andre grunde kaotisk og svært holde fokus i.

Vi gør rigtig meget for at skabe undervisning, der er spændende og levende, vi sidder ikke ned i timer ad gangen og vi bruger os selv som undervisere til at gøre timerne personlige og vedkommende.

Inden du starter på uddannelsen, kommer du til en samtale med de to undervisere. Her taler vi om hvorfor du gerne vil på mentoruddannelsen og hvad vi kan gøre for at uddannelsen bliver fed for dig. Derudover taler vi om, hvilke ting du gerne vil øve dig på, og hvad vi kan gøre for at hjælpe dig med dette i løbet af uddannelsen. Det kan fx være det hjælper dig at vide, at du altid kan rejse dig op undervejs og tage en pause.

Hvordan bliver jeg optaget på mentoruddannelsen?

For at blive optaget på mentoruddannelsen, skal du starte med at kontakte Henrik på tlf. 51 71 44 62 eller Marie på tlf. 24 66 82 62. Du kan enten ringe eller sende en sms. Så kommer du til en samtale, hvor vi snakker om, hvad du og vi forventer og hvad der motiverer dig til at gå på Mentoruddannelsen. Der er intet krav om, at du har færdiggjort andre uddannelser eller eksamener for, at du kan blive optaget på Mentoruddannelsen.

Praktisk information

Mentoruddannelsen består af 2 moduler á 5 måneder. Der er opstart d. 3. september 2024 og d. 28. januar 2025.

Vi mødes hver tirsdag kl. 16.45-20. Der er mindst 3 pauser hver gang og der er lidt mad, kaffe/te og snacks.

Undervisningen foregår på Københavns Professionshøjskole, Campus Carlsberg.

Mentoruddannelsen afsluttes med en opgave og en ceremoni, hvor du modtager et diplom.

Uddannelsen er gratis.

Kontakt

Henrik Wiegman

Henrik Wiegman

Marie Johnsen

Marie Johnsen